Få mere ud af dine annoncekroner

Annoncerer du nogle gange på sociale medier som Facebook, Instagram eller LinkedIn, og vil du gerne have mere ud af dine penge, så har jeg samlet et par gode råd til annoncering for vores branche.

Jeg anbefaler langt fra annoncering til alle mine kunder. Men i nogle enkelte tilfælde, kan det være det helt rigtige at gøre, også for en entreprenør eller håndværkervirksomhed.

Og når det så er dét… så vil vi altså gerne have mest muligt for pengene!

Nedenfor finder du mine tre bedste råd til at få mere for dine annoncekroner:

1. Du skal ikke under juletræet – vent

Når du køber annoncering på eksempelvis Instagram eller Facebook, betaler du almindeligvis for din rækkevidde. Men rækkevidde koster ikke altid det samme.

Nærmer du dig én af de store annonceringssæsoner, som Black Friday eller julesalget, stiger prisen pludselig per interaktion.

Eftersom vi i vores branche ret sjældent sælger ting, der skal under juletræet, kan det godt betale sig at flytte din kampagne efter hvornår rækkevidden er billigst.

Jeg stoppede fornyelig en kundes kampagne af samme grund og rykkede den til midt januar. Det betød at vores pris per visning faldt til under en tredjedel af hvad den kostede før jul. Vi får altså over 3 gange så mange visninger, for nøjagtigt de samme penge. Bare fordi vi ikke har lagt den midt i en udsalgsperiode.

Når du placerer din annonce i en travl annonceperiode, skal du altså reelt være indstillet på at bruge 3 gange så meget på dit annoncebudget, for at opnå de samme resultater som resten af året. Det er det sjældent værd for os.

2. Skal du overveje LinkedIn?

Da mere end 65% af danskere over 12 år er på Facebook dagligt, kan der komme meget godt ud af Facebook annoncering, også selvom du ikke sælger til private. Som salgsguruerne siger, er vi alle sammen først og fremmest privatpersoner. Og det er også årsagen til Facebooks store succes på annoncemarkedet.

Når det så er sagt, så skyldes succesen måske også lidt at LinkedIns annonceringsløsning – indtil nu – har været temmelig dårlig. Det burde dog snart været slut, for i løbet af februar ruller LinkedIn eftersigende en større opdatering af deres annonceplatform ud. Og det er jo ganske interessant, når ens kunder primært er andre virksomheder.

Annoncer på LinkedIn bliver noget dyrere, end de er på Facebook. Til gengæld vil de kunne ramme langt mere præcist, fordi LinkedIn har adgang til flere af de oplysninger vi har brug for i branchen.

Facebook er super godt til det der hedder retargeting, hvor man forsøger at ramme kunder, der tidligere har haft kontakt med for eksempel ens hjemmeside. Men det har vi ikke super meget nytte af i vores branche. Til gengæld vil vi ofte meget gerne kunne ramme en helt bestemt medarbejdergruppe. Og her kommer LinkedIn til at stå meget stærkere.

Hvor det stadig er relativt sjældent, at folk får opdateret deres Facebook profil med stilling og arbejdsgiver, så har LinkedIn nøjagtig den information vi skal bruge. Og det gør det muligt for os at ramme meget præcist, når vi ruller annoncer ud.

Arbejder du B2B, og ved du, hvem du vil have fat i på LinkedIn, vil jeg derfor klart opfordre dig til at holde øje med mediet i de kommende måneder, og se hvordan det udvikler sig. Det er trods alt bedre at betale 2 kr. for ét klik fra præcis den projektleder du har brug for, end 1 kr. for 3 klik fra nogen, der bare kender én der arbejder i branchen.

3. Få det til at bevæge sig

Mit sidste gode råd til at få mere for dine annoncekroner, er at gøre din annonce så indbydende, at den sælger sig selv. Hver gang nogen liker din annonce, kommenterer eller deler den, får din annonce et stort (gratis) boost, hvor den bliver sendt ud til deres netværk.

Der er derfor mange penge at spare på at skabe annoncer, der indbyder til reaktion. Og her er bevægelse et af de vigtigste redskaber nu.
For bare et par år siden, hørte vi igen og igen, at vi skulle sørge for at få billeder på vores opslag, og nu er det så video.

Men fortvivl ej, det behøver ikke blive så kompliceret. Video fungerer super godt, og alle holder af en god timelapse video fra en byggeplads, men har du ikke mulighed for at lave det, så kan et slideshow faktisk gøre tricket.

Laver du et organisk opslag (altså ikke en annonce) på Facebook, som du måske senere vil booste, kan du lave slideshowet direkte på Facebook.
Det gør du ved at starte et nyt opslag, vælge billede/video og vælge ”opret diasshow”. Så uploader du bare dine billeder, og vælger eventuelt musik. Og vupti: bevægelse og lyd!

Har du brug for noget lidt mere avanceret, eller vil du lave en annonce, er der en række redskaber du kan bruge. De store bureauer bruger naturligvis langt dyrere redskaber, men deres kunder har ofte også et andet markedsføringsbudget, end vi normalt bruger i vores branche.

Èt af de redskaber jeg selv er glad for, er FilmoraGo, der fås i en gratis version, du kan prøve lidt af. FilmoraGo fungerer både til egentlige videoer og til at lave slideshows ud af dine billeder.

Til det mere uformelle er der også Pixaloop, der er et sjovt lille værktøj der laver bevægelse på et enkelt billede, og f.eks. kan bruges til at skabe lidt opmærksomhed på Instagram opslag.

Det var mine tre gode råd til at få mere ud af dine annoncekroner. Jeg håber du kan bruge dem. Vil du gerne læse mere om, hvornår det giver mening at vælge hvilke sociale medier, har jeg artikler liggende om både Facebook, Instagram og LinkedIn.

Har du nogen kommentarer, eller måske et spørgsmål, så skriv endelig her, eller på ét af de sociale medier, hvor du kan fange mig, f.eks. Facebook, Instagram eller LinkedIn.